onsdag den 9. december 2009

Totalmodernisering af Avenida Antonio Toré Toré

Da jeg købte lejlighed i Avda. A. Toré Toré (Tyskergaden) i Torre del Mar for snart 20 år siden, fortalte ejendomsmægleren mig, at det var byens næstfineste gade. Han sagde ikke, hvilken der var den fineste, men jeg formoder, at det var Paseo Larios.
Paseo Larios er siden blevet totalrenoveret og –moderniseret, i hvilken anledning der blev afholdt den største byfest i Torre del Mar, jeg kan mindes. (Lørdag 5. oktober 2002 blev den nyrenoverede Paseo de Larios i Torre del Mar (Posthusgaden) officielt indviet med pomp og pragt – helt i overensstemmelse med ramblaens” imponerende og smukke, ny udseende). Der var fire forskellige blæserorkestre, en mangfoldighed af flamenco-grupper, kendte pop- og rocksangere fra hele provinsen, især husker jeg den yndige Elsa Ríos, borgmester og byrådsmedlemmer holdt taler, og det hele sluttede med et gigantisk fyrværkeri.

Nu er turen kommet til Avda. A. Toré Toré. Man begyndte for flere måneder siden, og endnu ligner gaden et månelandskab eller i hvert fald en byggeplads. Men man begynder at kunne ane konturerne til noget stort. Dag ud og dag ind arbejder store maskiner og masser af arbejdere på projektet. Vi får rundkørsler ved c/Infante og c/Copo, fortovene udvides til lidt over fem meter. Skråparkeringen forsvinder, desværre for bilisterne, men de brede fortove giver bedre plads til barer, restauranter og andre næringsdrivende. Fortovene bliver belagt med fliser i smukke farver (blå, røde og hvide). Man har fra kommunens side i flere år talt om at lave underjordisk parkering under Avda. A. Toré Toré, men det bliver ikke i denne omgang.

Nu rejser vi på juleferie og vender først tilbage i januar 2010. Vi er spændte på at se, hvor langt man så er kommet og spændte på, om man holder en lignende fest for gaden som den i 2002 for Paseo Larios.

Ingen kommentarer:

Hvad synes du om artiklerne?