El Acebuchal, mellem Frigiliana og Cómpeta, er en landsby, som blev affolket af Guardia Civil i årene under "El Maquis" (Guerillabevægelse under og efter den spanske borgerkrig). 50 år senere blev landsbyen restaureret af en familie, som har forvandlet den til en enklave for landturismen.
I kampen mellem Guardia Civil og El Maquis i Sierra Almijara forsvandt en landsby. I 1948 blev alle, der boede i Acebuchal, en landsby mellem Frigiliana og Cómpeta (Málaga) udvist efter ordre fra autoriteterne. Guardia Civil mistænkte, at guerillaerne forsynede sig med fødevarer og fik ly i landsbyen, hvorfor man besluttede at udvise hele befolkningen. 50 år efter vendte Antonio García og Virtudes Sánchez tilbage til stedet, og på resterne af husene begyndte man at genopbygge landsbyen. Deres hus er nu turistudlejning i en naturskøn enklave ca. en halv times kørsel fra kysten.
"Efterkrigstiden blev meget hård for Acebuchal. På den ene side ankom El Maquis og la Agrupación Roberto til bjergene og på den anden side var der Guardia Civil, som udviste mine forældre og min familie fra byen i sommeren 1948" skriver José Ramón Fernández, en ældre indbygger i 1993. La Agrupación Roberto er det folkelige navn for la Novena Agrupación Guerrillera, mellem 100 og 200 mand dirigeret af Juan José Muñoz Lozano, Roberto, en tidligere officer i de republikanske styrker. Da alt var tabt i borgerkrigen, fortsatte man kampen mod franquismen fra bjergene, som omkranser denne axarquenske landsby. I dag mindes Antonio García "at bjergene var fulde af maquis".
Da styrken fra El Maquis øgedes, tømte Guardia Civil landsbyen. Rebellerne kom ned om natten for at få hjælp, hvilket regimet ikke tillod. Beboerne fik besked på, at de kunne passe deres dyr om dagen, de kunne også spise i deres huse, men de måtte finde andre steder at sove om natten. De fleste kunne ikke opretholde to boliger, og i 1949 forlod den sidste indbygger landsbyen. Husene forvandledes snart til skeletter og ruiner.
Således fortsatte det i årevis. Acebuchal, centrum for muldyrsdriverne på rejse mellem provinserne Granada og Málaga, som fragtede fisk, rosiner og tomater nordpå og vendte tilbage med hvede og ærter til kysten. Klemt inde i en smuk dal i bjergene, hvortil adgangen ikke er let, havde landsbyen kun betydning som gennemgangssted. Dette ophørte, da man byggede landevejene, stiernes æra var slut, Acebuchal blev historie.
Året da Acebuchal vendte tilbage til livet
Først 50 år senere, da Acebuchal kun var et minde for nogle få, da fik landsbyen en ny mulighed. "Det var en indskydelse fra min moder" siger sønnen Antonio García, i dag kok på baren El Acebuchal. Virtudes er født i det første hus ved indkørslen til landsbyen. "En skønne dag vil jeg tage hjem og restaurere landsbyen", sagde hun. Og det gjorde de. Der var ingen, der ville have disse ruiner, så de købte adskillige parceller, hvor der snart kom nye huse og åbnede op for en ny mulighed. Hun siger, at hendes mand brugte 16 millioner pesetas for at skaffe elektricitet til byen. Man opførte kanaler med håndkraft til at transportere vand fra en nærliggende brønd. På syv år genskabte Antonio husenes oprindelige udseende.
Cómpeta skaffede tilladelserne til restaureringen, men arbejdet og pengene leverede de. Til husene, men også til gaderne, belysningen og asfalteringen..."En stak pengesedler bruger vi her", sagde fader Antonio García. "Det drejer sig om at være på det rette sted på det rette tidspunkt" tilføjer sønnen. Det var i 1998. Snart følger andre hans eksempel.
Selv i dag fortsætter Antonio arbejdet med at restaurere en ny bolig. Der er 32, Antonio og Virtudes udlejer 14 af dem til enhver, som ønsker at tilbringe nogle dage i midten af en pragtfuld natur. Sierra Almijara er den midterste af de bjergkæder, som udgør Parque Natural de las Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama, mellem Málaga og Granada. Der er her en stor bestand af bjerggeder, slugter, hvide landsbyer af arabisk oprindelse, floden Río Verde mod nord, bjergtoppen la Maroma i midten og Cueva de Nerja længst mod syd.
Her er intet TV-signal (TV kan kun ses via satelit) heller ikke telefonforbindelse, men der dufter af dejlig hjemmebagt brød fra Antonios restaurant. Man serverer muldyrsdriver morgenmad og frokost baseret på kød fra jagt. Lokalet er fyldt med fotos, som minder folk om, hvordan det var engang. Terrassen er fyldt med glade turister. Acebuchal vender tilbage til livet, som efterkrigen tog fra den.
-->
