Idyllen brydes et øjeblik, da en af de tre hunde - hvor af vi selv har medbragt den ene - laver pølser på den veltrimmede græsplæne. Frem med spaden og væk med pølsen. Idyllen er genoprettet.
Man lader blikket glide ud over den lave søjlemur, langt, langt nede ligger Benalmádena Costa og det blå Middelhav, der er roligt som et spejl. Til højre vider bugten sig ud med Fuengirola helt ud til vandkanten, til venstre ligger Torremolinos og Málaga. Hele vejen ned er der bebyggelser, som er hugget ind i bjergsiden. Husene er omgivet af store stenmure og solide porte. Vi er kommet til de riges paradis på Costa del Sol. Om aftenen tændes lysene i villaens have, store glaskupler i blomsterbedene og lamper på alle facader, gavle og mure. Nedefra lysene fra kystbyerne. Et rent æventyrland.
Vi startede fra Torre del Mar sidst på formiddagen og ankom ved 13:00-tiden, vi skal være her i to dage inviteret af gode venner. Vi får eget anneks med badeværelse og alle andre faciliteter. Alt foregår via fjernbetjening.
At komme ned til kysten fra villaen er en slalomkørsel på pænt asfalterede veje. Alt er nydeligt og velholdt. Vi handler i Europacentret, kigger lidt på byen, hjem til villaen, lidt bridge- spil før middagen - og lidt efter.
Den følgende dag giver jeg frokost i restaurant Holger Danske - dejligt dansk smørrebrød - som vi kender fra tidligere besøg. Det viser sig, at restauranten står foran et jubilæum, hvor de dagen efter har jubilæumsbuffet og drikkevarer ad libitum. Til trods for at vi er udenbys gæster, alle fire, bliver vi inviteret. Musik af den kendte og anerkendte musiker Egon Kjær, der er uforlignelig på sit keyboard og med sin pragtfulde stemme. Vi kender ham fra flere tidligere lejligheder. Egon er et studie i sig selv med sin skaldede isse,og sit dejlige smil, der når helt op til øjnene. Vi får hele repertoiret, alle de kendte danske sange, vi kan synge med på, jazz og andet lødigt. Ubegribeligt at manden har stemme til at underholde 5 - 6 timer i træk.
Buffeten er formidabel, øllet frisk og skummende, huset er fyldt med glade gæster, der bliver sunget og danset. Vi kører hjem ved 16:00-tiden. Efter en kop kaffe går det mod Torre del Mar, der manglede en hund, som havde sneget sig ud, inden porten lukkede. Heldigvis dukkede den hurtigt op igen, og uden yderligere uheld nåede vi Torre del Mar ved 20:00-tiden.
En par dejlige dage i de riges paradis.

