fredag den 14. januar 2022

Udflugt til Almuñécar (i 2009)


Den 6. november havde vi besluttet os for en tur til Almuñécar. Anledningen var en aftale med Egon Kjær, den dejlige musiker, som spiller i byen på sin søns, Lars', restaurant, El Globo, på strandpromenaden.

Almuñécar ligger ved kysten, Costa Tropical, ca. 22 km. øst for Nerja i Granada-provinsen. Der er dejlige badestrande, en lang strandpromenade mod Middelhavet og de mægtige bjerge, Sierra Nevada, i baglandet mod Granada capital.

Da der var udsigt til både dans, sang og bægerklang bestilte vi værelser på hotel Casablanca. Hotellet er smukt beliggende på Plaza de Abderrahman 1 med udsigt til statuen og bjergknolden med det lysende kors ca. 500 meter fra El Globo. På pladsen ligger også indgangen til El Parque Ornitológico Loro Sexi, fugleparken med flere end 1500 forskellige fugle af 200 arter. Nok et besøg værd. Endvidere den botaniske have og den gamle arabiske fæstning San Miguel.

Abderrahmán er et kapitel for sig selv. Han var den første emir i emiratet Al-Andalús med hovedsæde i Córdoba.

Halvøen blev som bekendt invaderet og erobret af arabere og berbere fra Nordafrika i 711, den blev en provins under Omeya-kalifatet i Damascus. I 755 ankom omeya-prinsen, Abderrahmán, som flygtning til Al-Andalus fra Damascus. Han gjorde landgang i Almuñécar - derfor statuen. Omeya-dynastiet, som hidtil havde haft magten i Damascus, var detroniseret og massakreret af et rivaliserende dynasti. Abderrahmán blev efter nogle indledende besværligheder i 756 udråbt til den første emir af Córdoba i et selvstændigt emirat, Al-Andalus. Abderrahmán I skabte orden i riget. Han døde i 788 og efterfulgtes på tronen af sine efterkommere i flere hundrede år.

Læs mere HER om vort besøg hos Egon Kjær og Lars på restaurant El Globo.

Ingen kommentarer:

Hvad synes du om artiklerne?