torsdag den 7. januar 2010

Kuldebølge over Málaga provinsen

Provinsen har endnu den koldeste del af vinteren i vente. Temperaturen vil fra i dag (07.01) med et slag falde til 10 grader. Kuldebølgen vil få termometrene til at falde til natlige minimumsgrader på kun to grader i hovedstaden (Málaga) og til minus tre i det indre af provinsen især fredag og lørdag. Snegrænsen vil rykke ned til 500 meter, og det vil være muligt at se sne i områder, hvor det normalt aldrig ses.

Det koldeste sted er Ronda og egnen omkring byen, hvor tre plusgrader om torsdagen vil blive forvandlet til tre minusgrader om fredagen. Lørdag er der udsigt til endnu koldere vejr, og først mandag kan man forvente lidt bedring. Vinden vil forværre situationen og få en til at føle temperaturen endnu lavere, end den virkelig er.

De laveste temperaturer forventes i Ronda og Antequera, omkring fem minusgrader, mens det vil være noget mildere ved kysten.

Ingen kommentarer:

Hvad synes du om artiklerne?