I 2002 arrangerede traveklubben den første byrundtur i Vélez-Málaga, jfr. teksten nedenfor. Nogle år senere gik vi turen en gang til med deltagelse af næsten 90 personer. Efter byrundturen blev følgende artikel publiceret på klubbens web-site:
Som nævnt i artiklen om traveturen til La Fuente del Esparto, havde traveklubben besluttet at gøre en byrundtur i Vélez-Málaga tirsdag 5. november 2002. Vélez er udnævnt til ”Historisk, kulturel by” p.g.a. af byens mange gamle bygninger og monumenter af arabisk oprindelse eller arabisk inspirerede. Webredaktøren havde lovet at levere historiske oplysninger om byen og bygningerne.Oplægget må have inspireret mange af klubbens medlemmer, idet der var mødt 65 deltagere op ved Conjunto Europa i Torre del Mar, traveturenes normale udgangspunkt. Flere af de fremmødte var ikke ”faste kunder” i traveklubben, så vi tillader os at tro, at det kulturelle indhold havde lokket et par ekstra stykker til.
Vi startede med via Arenas-vejen at køre til den arabiske fæstning på det højeste punkt i byen, hvorfra der er en strålende udsigt over Hoya de Vélez, bjergene øst og vest for byen og til Torre del Mar og Middelhavet. Efter lidt orientering om byens omskiftelige fortid - som der blev sat punktum for med den kriste generobring i 1487 - og oprindelse, bevægede vi os ned ad den fine ny, nu asfalterede tilkørselsvej til fæstningen. Vi gjorde ophold ved Ermita de San Sebastián og fik historien om, hvordan den trofaste væbner reddede kongens liv under den kristne belejring af byen, og om hvordan dette efter dronning Isabellas befaling fik indflydelse på udseendet af Vélez-Málagas byvåben og fane.
Via Arenas-vejen fortsatte vi op mod El Cerro de S.Cristóbal, hvor bedekapellet, la Ermita de la Virgen de los Remedios (Den trøstende jomfru) ligger på toppen. Vi fik historien om, hvordan og hvornår kapellet blev opført, hvordan la Virgen blev byens patrona (skytshelgeninde), og vi beså det imponerende kapel både ud- og indvendigt, især indvendigt er det utroligt flot med et stort kor i den ene gavl. Koret rummer et camarín (en niche), hvor la santisima virgen residerer. Hun var dog ikke hjemme denne dag, men på besøg i sognekirken San Juan Bautista (Johannes Døberen), som vi skulle besøge senere på turen. Kapellet er forsynet med et antal vægmalerier, de fleste udført af den velenske maler Evaristo Guerra. Malerierne på koret og på de ovale medaljoner på søjlebuerne er dog af betydelig ældre dato. De viser motiver fra Felipe V og María Louisa af Savoyens regeringstid. Vi hørte også legenden om jomfruen, som blev fundet af en hyrde og bragt hjem til hans datter, hvorefter hun gang på gang forsvandt og blev fundet på det samme sted, nemlig hvor man byggede kapellet.
Derefter gik vi ned ad den lange, stejle bakke til Palacio Beniel. Paladset, som er opført 1610-17, er det ypperste udtryk for velensk mudéjar-arkitektur. Det kommer især til udtryk i balkon- og søjleopbygningen på 1. sal og på smedejernsdekorationerne. Paladset blev opført af den kongelige rådmand, Alonso Molina y Medrano. Det gik i arv til greverne af Beniel (Murcia), som imidlertid aldrig boede i bygningen. Den blev brugt som hovedkvarter for kystens kommandanter (los capitanes generales de la costa), senere som retssal, og fra 1899 til 1982 var den byens rådhus. I dag er paladset indrettet som hjemsted for La Fundación María Zambrano – María Zambrano er en anerkendt og verdenskendt spansk digter og filosof, som fødtes i Vélez-Málaga i 1904 og døde i Madrid 1991 – og for La Universidad de la Axarquía. Endvidere holder man en masse kulturelle udstillinger af forskellig art i bygningen. Alle 65 danskere (nordmænd) invaderede paladset på en gang og nød det smukke interiør og den dejlige kølighed i bygningen (det var en ret varm sommerdag udenfor).
Efter Beniel gik vi de få skridt til Convento e Iglesia de S. Francisco, klosteret som er bygget ovenpå en gammel moské, hvorfra man kun har bevaret minarettårnet, nu forvandlet til klokketårn. Moskeen blev i 1488 overdraget til franciscanerordenen, klosteret og kirken blev bygget 10 år senere. Vi fik adgang til patioen, som var smuk, sval og kølig med et springvand i midten. Der hang et stort vægmaleri i den ene side forestillende ceremonien, hvor pave Alejandro VI i 1496 via en pavelig bulle Si convenit udnævner Isabella og Ferdinand til ”Reyes Católicos”. Det pavelige dokument anførte som grund for en sådan tildeling samlingen og fredeliggørelsen af deres riger, udvisningen af jøderne, erobringen af det islamiske Granada m.m.
Vi fortsatte til Casa Cervantes, idet vi samtidig kiggede på La Fuente de S. Francisco, et smukt springvand, der tidligere var en del af byens vandforsyning. Casa Cervantes er opført í de første år af det XVI årh. i mudéjar-stil, det fortælles, at Cervantes boede her, mens han arbejdede som kommunens skatteopkræver – men det er vist en skrøne. Sikkert er det imidlertid, at han har besøgt Vélez ved en enkelt lejlighed og da formentlig overnattede i huset. Bygningen er totalrenoveret. Den indeholder en patio med springvand. Lokalerne bruges til sprogundervisning i de fleste europæiske sprog, som arbejdsformidlingskontorer og til andre kommunale serviceydelser.
Fra Plaza de S. Francisco fortsatte processionen til Plaza de las Carmelitas (rådhuspladsen). Her ligger Convento e Iglesia de las Carmelitas (kloster og kirke), klosteret er opført i 1702 af Carmelo Descalzo-ordenen (barfods-ordenen), kirken nogle år senere. Flere af deltagerne havde stor fornøjelse af at handle med nonnerne, som er så sky, at handelen foregår gennem en lille lem, som er dækket af et sort klæde. Vi mødte en meget, meget lille og meget, meget gammel dame, som ankom på et meget, meget lille æsel, som slet ikke ville klappes. Hun solgte græskar til nonnerne – også gennem den tildækkede lem.
Turen fortsatte til det moderne teater, El Teatro del Carmen, som har en broget historie. Det er oprindelig et kloster og en kirke, som blev opført 1601 på initiativ af fray Antonio Jesús, som var dicipel af Santa Teresa (en af de kendteste, religiøse skikkelser i den spanske historie). I 1822 solgte man de omgivende jorde, hvorpå der blev bygget en tyrefægterarena. Den blev nedrevet i 1967, nu er der en smuk park. Ved det store jordskælv i 1884, som også gik hårdt ud over Vélez-Málaga, styrtede en del af kloster- og kirkebygningerne sammen. De resterende omdannede man til teater, som er renoveret og moderniseret ved flere senere lejligheder.
Fra Carmen fortsatte vi til Las Claras, Convento Nuestra Señora de Gracía, et stort kloster, som blev opført i 1503. Det blev oprindeligt bygget i den gamle, arabiske bydel, La Villa, men ca. 50 år senere flyttet til den nuværende placering p.g.a. pladsmangel. Der er planlagt store festligheder til næste år i anledning af 500 års-jubilæet.
Nu gik vi langs den oprindelige ydre, arabiske ringmur om den arabiske bydel, La Villa, frem til sognekirken, San Juan Bautista. Kirken ligger lige udenfor ringmuren, den blev opført straks efter generobringen, 1487, i mudéjar-stil, men blev senere, XVIII årh., ændret på så mange punkter, at man næsten kan tale om en kirke, hvori der står en anden kirke. Desværre kom vi ikke ind i kirken – og fik således ikke hilst på jomfuen fra Remedios-kapellet. Vi kunne dog have kommet ind via en bagdør, men på det tidpunkt var mindst halvdelen af deltagerne på vej mod Puerta Real, indgangsporten til medinaen (den arabiske bydel), så vi fik ikke set hverken jomfru eller Paco Hernández’ imponerende vægmaleri bag altertavlen.
Nu gik det stejlt opad gennem smalle gader mod den gamle moské, nu kirken Santa María la Mayor fra IX årh., udnævnt til det fineste, religiøse mudéjar-byggeri i hele Málaga stift. Kirken er indvendig under totalrenovering, så selv om håndværkerne havde døren åben, var der ikke meget at se. Nu manglede vi kun den sidste stigning op til fæstningen og frokosten, klokken var blevet over 13:00. Efter en lille briefing om fæstningens historie, fordelte vi os på området.Efter frokosten kørte en del til Don Pedro i Torre del Mar og fik kaffe og de vidt berømte lagkager. En god dag var slut. Mange var trætte i benene. Selv om det måske var en tur, der først og fremmest handlede om kulturel oplysning, er bakkerne i Vélez ikke til at spøge med. Næste tirsdag går turen til Sayalonga, vi skal over floden ad vejen mod Corumbela. Vel mødt.
Efter endt travetur gør det godt med kaffe og lagkage hos Don Pedro i Torre del Mar.
-->
Ingen kommentarer:
Send en kommentar