Det var til Rosa og ikke til hendes søster, Gertrudis, som altid gik sammen med hende, til hvem disse ængstelige og opfordrende blikke, som Ramiro sendte, var rettet. Eller i det mindste var det, hvad Ramiro og Rosa troede, da de blev tiltrukket af hinanden.
De to søstre var altid sammen, selv om de ikke af den grund altid var forenede, et tilsyneladende uadskilleligt par, som en enkelt værdi. Det var den strålende skønhed, noget provokerende, hos Rosa, en kødelig blomst som forvandlede sig til en himmelsk blomst ved lys og vind, som først tiltrak sig blikkene mod parret; men snart var det Gertrudis' ihærdige øjne, som fastholdt blikket, som havde ramt dem. Der var dem, som når de så søstrene passere, forberedte en vittighed med løftet stemme; men som måtte beherske sig, når de mødte afvisningen fra Gertrudis' øjne, som stumt talte om alvor. "Med dette par leger man ikke", syntes hun at sige med sit tavse blik.
Og godt betragtet og tættere på jo mere vækkede Gertrudis trangen til nydelse. Mens søsteren, Rosa, strålende åbnede sig mod vind og lys med sin blomstrende kødelighed, var Gertrudis som en lukket og forseglet kuffert, hvori man aner en skat af ømhed og hemmelige kærtegn.
Men Ramiro, som bar sin blomstrende sjæl i øjnene, troede ikke, han så andet end Rosa, og til Rosa henvendte han sig naturligvis.
-Ved du, at han har skrevet til mig – sagde hun til sin søster.
-Ja, jeg så brevet.
Læs videre om Tante Tula HER
-->
Ingen kommentarer:
Send en kommentar