Araberne var lige fra periodens begyndelse (VIII årh.) i mindretal i al-Andalus. Størsteparten af befolkningen var var hispanos og berbere. Af den grund var det talte sprog ikke arabisk, men romansk. I det IX årh. fandt der imidlertid en stærk arabisering sted. Dette havde uundgåeligt at gøre med den betydning, det arabiske sprog havde som sproget, der blev brugt i den ny religions hellige bog, Koranen.
Det arabiske sprog var i al-Andalus synonymt med forfinelse og lærdom, selvom næsten hele befolkningen talte romansk. Det var ikke kun muslimerne, som studerede arabisk, også los mozárabes, kristne som forblev under islamisk dominans, udtrykte sig både skriftligt og mundtligt på dette sprog. Det samme skete for jøderne, og de to befolkningsgrupper var meget aktive i det offentlige liv i al-Andalus. Der er bevaret en udtalelse herom af Álvaro de Córdoba, som beklager sig over udbredelsen af det arabiske sprog i det IX årh.: ”Mange af mine trosfæller læser arabisk prosa og poesi og studerer de islamiske teologiske og filosofiske værker, ikke for at gendrive dem, men for at lære at udtrykke sig korrekt og elegant på det arabiske sprog”. Nogle af de mest kendte sprogforskere i al-Andalus var al-Quali, Ibn al-Qutjyah og al-Zubaydi, alle fra det X årh.
Læs mere HER om den videnskabelige og kulturelle arv i Al Andalus



Ingen kommentarer:
Send en kommentar