tirsdag den 9. marts 2010

Danske Bank Pokalturnering i bridge, 3 afd.

Tredje afdeling af Danske Bank-turneringen i bridge blev afholdt den 7. marts 2010 i Mijas Costa på restaurant Cala Mijas Hotel, et dejligt spillested med store, rummelige lokaler. Desuden bar og kokkeskole i kælderetegen.

Turneringen blev som de foregående to gange afviklet som en 8-bords holdturnering, hvor hver by, Marbella, Mijas, Fuengirola og Torre del Mar, stillede med to hold. Vi var kun ét hold (2 par) fra Torre del Mar (vi var handecappet af sygdom og DK-rejser). El Coto-klubben, Anthony Svane, var som sædvanlig venlig og supplerede os op til fuldtallig.

Vi havde tilbragt lørdagen i Marbella hos familie og havde således kun ca. et kvarters kørsel til hotellet, hvor vi ankom kort før klokken 10:00.

Vi startede med morgenkaffe og dejlige boller med diverse oste og marmelade. Klokken 10:30 startede spillet. Efter 16 spil holdt vi kaffepause og derefter de sidste 16 spil. Tak til Jens og Ingemann for et dejligt morgenbord.

Efter spillet gik vi til de flotte, veldækkede borde hos kokkeskolen i kælderetagen (høj kælder), hvor vi efter en aperitif fra Chef'en fik serveret en treretters menu. Der var lagt op til noget helt specielt, og specielt var det da også, men – undskyld mig – ikke på nogen positiv måde. De kokkeelever trænger vist til lidt mere uddannelse, inden de kan servere for så kræsent et publikum! Nå, jeg fik da fem, seks stykker små flutes, som blev skyllet ned med en udmærket rødvin. Resten forbigås i tavshed.

Menuen kunne dog ikke ødelægge den sædvanlige gode stemning, der altid er til stede, når bridgespillere fra øst og vest mødes til spil og selskabelig samvær. Dette var den sidste turnering i denne sæson, vi glæder os til efteråret, når den nye starter. Vi takker Anthony Svane, Martin Davidsen og Vagn Søllested for de fine arrangementer.

Pokalen blev efter en flot spurt vundet af Fuengirola.

Resultater og flere fotos fra turneringen kan ses på Anthony Svanes glimrende bridgehjemmeside her

Ingen kommentarer:

Hvad synes du om artiklerne?