fredag den 18. februar 2011

Eksborgmesteren i Alcaucín vender tilbage til politik efter at have været fængslet for korruption

José Manuel Martín Alba starter et uafhængigt parti og vil stille op til kommunevalget og vende tilbage til borgmesterkontoret.
"Jeg måtte forlade borgmesterstolen før tiden. Nu ønsker jeg at fuldføre de projekter, jeg var i gang med, og den eneste måde jeg kan gøre det på, er at blive valgt til borgmester". Med disse ord har eksborgmesteren og den hovedtiltalte i "Caso Arco" bekræftet sin hensigt om at opstille som kandidat til borgmesterposten ved kommunevalget den 22. maj. Derfor har Martín Alba startet et nyt parti, el Partido Independiente Sierra Tejeda de Alcaucín (PITA). Han er overbevist om, at han med sin "erfaring, kapacitet og lyst til arbejdet, vil kunne trække Alcaucín op af det hul, byen befinder sig i efter alt, hvad der er sket".

Eksborgmesteren, tidligere PSOE, som har været udenfor politik siden Guardia Civil startede sagen om formodet korruption i byen, træder på denne måde atter offentligt frem. Han forsikrer: "Jeg er blevet opmundtret af mange mennesker fra min landsby, som har erklæret sig villige til at følge mig i kandidaturen".
Martín Alba, som for øjeblikket er i frihed mod kaution, var varetægtsfængslet i en periode på tre måneder mellem den 3. marts og den 6. juni 2009, efter han blev anholdt den 27. februar. Han betalte en kaution på 120.000 euros for at komme på fri fod.

Han er også kendt som "Pepe Calayo ", som er det kunstnernavn, han anvender som flamenco-sanger. José Manuel Martín er anklaget for formodede forbrydelser som bestikkelse, misbrug af indflydelse, tillidsbrud og forfalskning af dokumenter. Han forsikrer, at det ikke vil forhindre ham i at opstille som kandidat, bl.a. fordi han forsikrer: "At han indtil nu ikke er dømt for noget", og han fastholder: "At alt er en fælde mod hans person, som intet har med virkeligheden at gøre".
 
Han oplyser, at hans parti, PITA, har konstitueret sig og er registreret i Indenrigsministeriet. Formålet med partiet er at fremme velstanden og rigdommen for borgerne i Alcaucín. Samtidig oplyser han med relation til anklagen i "Caso Arco", at: Jeg er ingen kryster, og jeg har intet at frygte. Min samvittighed er ren. Jeg har ikke gjort noget, andre borgmestre ikke også har gjort".

Ingen kommentarer:

Hvad synes du om artiklerne?