mandag den 8. februar 2010

Frigiliana

Frigiliana - på Sol- og vinruten - er beliggende i 435 meters højde over havet. Man kommer til byen, som ligger syv kilometer fra kysten ved Nerja, ad en smal snoet landevej. Man svinger til venstre lige efter indkørslen til Nerja.
Frigiliana ligger på sydskråningen af Sierra Tejeda og er omgivet og beskyttet af bjerge på alle sider. Byen nyder derfor et særligt mildt klima med en årlig gennemsnitstemperatur på ca. 18 grader. Vintrene er milde og somrene varme med kun lidt nedbør. Disse forhold har bevirket, at Frigiliana er et af de mest eftertragtede steder i la Axarquía. Et enestående natur-paradis.

Frigiliana har den bedst bevarede gamle bykærne af byerne i la Axarquía. Alt ser ud som i det XVI årh., da maurerne blev fordrevet fra byen. Da de fleste gader er meget stejle, er disse forsynet med trappetrin. Bebyggelsen går helt op til byens højeste punkt, hvor der tidligere lå en fæstning. Fæstningen blev revet ned til grunden i 1569, efter den mauriske opstand var nedkæmpet af de kristne hære.

Frigiliana er set fra et byarkitektonisk synspunkt hundrede procent mudéjar (arabisk oprindelse). Man ser det i gadeopbygningen, husene, vandledningerne etc. Alt står fuldstændig, som maurerne byggede det i det XVI årh. og tidligere.

Byen har uden tvivl den bedst bevarede arabiske bykærne, Barrio Mudéjar, af byerne i la Axarquía. Den har herfor modtaget "Premio Nacional de Embellecemiento" (National præmie for byforskønnelse).

Byens gamle, oprindelige bydele, El Calvario, San Antonio og Barribarto, fremstår idag intakte som under arabertiden.

Byen er oprindelig bygget op omkring den arabiske fæstning, borgen Lizar. El Barriobarto eller Barrio Alto (Øvre kvarter) består af smalle, snoede og stejle gader. Man bemærker de utallige blomsterkasser med fucsias, som hænger ned fra husene. En pittoresk lokalitet i den gamle bydel er den blinde gade El Torreón. Den ligger overfor rådhuset.

Som bolig for mennesker er byen imidlertid meget ældre, idet man har fundet tegn på beboelse, som går helt tilbage til 3000 - 1700 år f.K. Senere har man fundet rester af en stenalderbebyggelse i Cerillo de las Sombras, som daterer sig til VI og VII årh. f.K. Herfra er bevaret en kirkegård, som formentlig blev benyttet af den iberiske stenalderbefolkning. Man har endvidere fundet arkæologiske rester af fønikisk oprindelse, som opbevares på det arkæologiske museum i palacio de Apero.

Romerne boede også i området. Man har fundet mønter, som er slået af Claudio César, rester af en fæstning og krøniker (Flavio Dextro, ca. 400 år e.K.), som fortæller om Santa Basilisa og San Epenetos martyrium. Byens navn er af romersk oprindelse. ANA betyder landsby, og landsbyen tilhørte Frexinius.

Til minde om de oprindelige indbyggeres (los moriscos') sørgelige skæbne efter den kristne generobring i 1487 og efter maurernes opstand i 1569 mod den kristne undertrykkelse er der i byen opsat et antal mindetavler, der i ord og billeder fortæller den tragiske historie, som handler om undertrykkelse, tortur og landsforvisning.

Men det er araberne, som har skabt byen i dens nuværende form omkring et antal bøndergårde, som stammer fra IX og X årh. Mens Frigiliana var en del af det granadinske kongedømme (1238-1487), var økonomien baseret på produktion af olivenolie, rosiner, figner og opdræt af silkeormelarver.

Efter De Katolske Monarkers erobring af området i 1487 indledte man en restriktiv kampagne for at omvende indbyggerne til kristendommen, los mudéjares blev til "nye kristne", moriscos. Men los moriscos blev aldrig accepteret af de kristne, hvorfor den store opstand i la Axarquía og la Alpujarra brød ud i 1568. Opstanden i la Axarquía blev endeligt nedkæmpet ved La Batalla del Peñon de Frigiliana i 1569 (Slaget ved klippefæstningen i Frigiliana). Her mistede omkring 7000 moriscos livet; de overlevende blev udvist i 1570.

Fra det XVII årh. blev Frigiliana politisk, økonomisk og socialt bedre organiseret. Befolkningstallet steg fra ca. 160 i 1640 til ca. 3200 i 1887, et højdepunkt man ikke kan fremvise i dag. De sidste år af XIX årh. var karakteriseret af udbredt bandolerismo (røverbander), det store jordskælv i 1884 og vinpesten.

"Gade" i Frigilianas gamle bydel, El Barribarto

Frigilianas økonomi i dag er baseret på landbrug. Det milde klima og den gode vandforsyning fra floden río Chillar og dennes biflod Higuerón bevirker, at man kan fremstille god olivenolie, vin og subtropiske frugter, ligesom der stadig foregår sukkerproduktion. Man fremstiller sukkerrørsmelasse på fabrikken Ntra. Sra. del Carmen (tidligere "El Ingenio" og bolig for hertugerne af Frigiliana) - produktionen er dog indstillet, men fabriksbygningen, Palacio Manrique de Lara, ligger der stadig.

Turistinformation: Ayuntamiento, C/Real, 80. 29788 Málaga. Tlf: 952 533 002 Fax: 952 533 434
Web: http://www.frigiliana.org/
--------------------------------------------------------------------------------

Legender og traditioner:
Efter den kristne erobring af byen i 1487 levede den mauriske befolkning under en konstant undertrykkelse, indtil man i 1569 tilsluttede sig oprøret mod de kristne, som var startet i Alpujarra (Granada provins) og la Axarquía. Et af de største slag under dette oprør udkæmpedes i "El Peñon de Frigiliana", en fæstning som var opført i det XI årh., hvor oprørere fra begge områder havde forskanset sig under ledelse af El Darra og "kongen af Bentomiz", Martín Alguacíl. De kristne tropper var under kommando af Luis de Requesens (se billedet). Tabene på begge sider var enorme. Efter slaget blev de besejrede maurere landsforvist. Borgen blev revet ned.
Areal: 40 km2.
Andre landsbyer: Der er ikke andre landsbyer i området.
Indbyggere: 2.175
Betegnelse: Frigilianenses
Gastronomi: Lokale retter er choto al ajillo (gedekid i hvidløgssovs), kaniner og andet vildt. Hertil en udmærket, lokal moskatelvin.
Officielle fester: 3. maj. 13. juni.
Folkefester: 20. januar: Fest for San Sebastián. Påskeugen: Af særlig interesse er opstillingen og nedtagningen af korset. Maj-juni: Byen Frigilianas konkurrence i flamenco-sang. 13. juni: Fest for San Antonio. 5. august ff.: La Feria i Frigiliana begynder den 5. august. Der er opvisning af frigilianske folkedanse og på det kommunale stadion er der konkurrencer mellem inden- og udenlandske dansegrupper.
Steder af interesse: El Casco Antiguo de Frigiliana (Frigilianas gamle bydel) er en af de bydele i området, hvor den arabiske struktur og arkitektur er bedst bevaret. Byen modtog i 1982 en national præmie for forskønnelse og forbedring af bykærnen.
Parroquia de San Antonio (Kirken San Antonio). Kirken blev opført i 1676 over et gammelt bedekapel. Den blev opført af familen Manrique de Lara, som på det tidspunkt var herrer i byen. Kirken indeholder tre skibe adskilt med halvbuer. Indgangsdøren er opført af teglsten, hvori der er indsat bispen Alonso de Santo Tomás' våbenskjold.
Ingenio eller Palacio Manrique de Lara. Renæssance-palads fra det XVI årh. opført med materialer fra den tidligere, arabiske fæstning. I El Ingenio finder man den eneste nuværende sukkerrørsfabrik i Europa.
Ermita del Ecce Homo og andre monumenter (bedekapel). Kendt som Santo Cristo de la Caña (sukkerrør). Det er en bygning fra XVIII årh. i mindre format. Kapellet har kun et skib. Kapellet er bygget op ad bjerget. Andre seværdigheder i Frigiliana er: El Palacio de Apero, som stammer fra XVII årh. Det blev oprindeligt bygget som ridestald, men anvendes i dag som kulturhus (Casa de la Cultura).
Arkæologiske rester. Der er mange arkæologiske rester i og omkring Frigiliana fra forskellige poerioder. I La Cueva de los Murciélagos (flagermus) har man gjort fund fra Stenalderen til Broncealderen. I El Barrio Mudéjar (araberkvarteret) har man fundet en Menhir Argárico fra ca. 1500 år f.K. Endvidere fund fra Oldtiden/stenalderen som kirkegården i Cerillo de las Sombras fra ca. 800 år f.K. Middelalderen er repræsenteret ved den arabiske fæstning, fra IX årh. Fæstningen blev revet ned efter La Batalla del Peñon. Der er bevaret forskellige murrester m.m.
Indkvarteringer: * H*Hotel Rural Los Caracoles. Lista de correos de Frigiliana.C.P.29788.Telf. 952 030 680. * H*Hotel Rural La Posada Morisca. Teléfono 952 534 151. Frigiliana. * H*Las Chinas (9 værelser). Plaza Capitán Cortés. Tel. 952 53 30 73. * Landhuse. Tel. 952 53 32 28.
Sol- og Vinruten: [Algarrobo] [Sayalonga] [Cómpeta] [Canillas de Albaida] [Torrox] [Nerja] [Tilbage til ruterne]

Ingen kommentarer:

Hvad synes du om artiklerne?